Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Historie

Tisvilde Naturbørnehus historie

Naturbørnehuset er frugten af græsrodsarbejde.

Det var Leif og Gitte Stubkjær, der i 1999 tog initiativ til Sandslottet, som det tidligere hed. Leif fortæller:

Dengang fandtes den nærmeste daginstitution i Vejby. Her har vores tre drenge gået og efterhånden syntes vi, at der var brug for en vuggestue og børnehave i Tisvildeleje.

Derfor kontaktede ægteparret Helsinge Kommune, som straks satte hælene i. Kommunen mente ikke, at der var børn nok i Tisvildeleje til, at en daginstitution gav mening – men på bedste græsrods-maner startede Gitte og Leif en underskriftsindsamling. De stemte dørklokker og indsamlede underskrifter fra forældre til over 30 børn.

Leif fortæller:

Nu var behovet for en daginstitution bekræftet og kommunen gik med til at finansiere byggeprojektet. Det viste sig, at kommunen ikke baserede børnetallet på mandtal, men på nogle fremskrivninger, der ikke svarede til virkeligheden. Det erkendte de – og så var projektet skudt i gang.

God opbakning fra kommunen

Leif husker forhandlingerne med kommunen som en positiv oplevelse:

Vores argumenter var, at en daginstitution kunne tiltrække tilflyttere til Tisvildeleje og at den var en forudsætning, hvis byen skulle opretholde det aktive lokalsamfund, som vi også kender i dag.

Kommunen nedsatte en brugergruppe med forældrerepræsentanter, politikere og en arkitekt. Tegninger til en institution, som skulle bygges i Annisse, blev derefter forelagt brugergruppen.

Men de var alt for traditionelle og matchede ikke vores ide om et velfungerende dagtilbud i Tisvildeleje. Med udgangspunkt i en jysk institution havde jeg selv lige lavet en film om ’den økologiske børnehave’. Ideen var, at også Sandslottet skulle bygges på et socialt og energimæssigt bæredygtigt koncept.

Sandslottet fik ingen masseovn til bagning og hygge, fortæller Leif:

Men vi fik da solfangere på taget og fx også de to tårne, som giver børnene mulighed for at overskue og danne sig et overblik over institutionen, når de engang imellem har brug for det. Igen var kommunens arkitekt meget samarbejdsvillig. Han spurgte os, hvad vi ville have og indarbejdede de fleste af vores forslag.

I dag har institutionen ændret navn og profil til Tisvilde Naturbørnehus. Et stort ønske om, at være mere i naturen og bruge den skønne natur omkring os gjorde, at vi valgte et nyt navn og ny profil.

Det bliver spændende at arbejde med de kommende år, hvor vi håber at udvide med hønsegård bl.a.